HAR DU DET SVÆRT?

TERAPEUTISK GRUPPE FOR UNGE I 20’ERNE (+/-)

Er du en af de mange unge, som altid siger ”det går fint” og sætter smilet på, selvom det gør ondt indeni? Føler du dig stresset, usikker eller generelt ked af det? Har du samtidig travlt med at præstere perfekt på studiet eller jobbet, se godt ud, være en god ven, være aktiv på de sociale medier 24/7? Livet føles måske svært, men du holder det for dig selv. Du vil ikke ”belemre” andre og gøre dem kede af det; du vil ikke ødelægge den gode stemning – og måske vil du ikke fremstå svag…

Du er ikke alene!

Rigtig mange unge kæmper sig gennem livet. Jeg har som psykoterapeut og stresscoach i en årrække støttet og udviklet yngre mennesker og hjulpet dem gennem en sej periode. Jeg ved, at mange unge helst vil virke stærke og derfor ikke bryder sig om at dele deres problemer – selv ikke med deres nærmeste. Men jeg ved også, hvor vigtigt det er at blive lyttet til, at blive forstået og at erfare, at andre kan have det på nogenlunde samme måde. I et trygt terapeutisk rum.

Det stærke ved en terapeutisk gruppe er, at deltagerne spejler sig i hinanden, og at man nemt når ind til sine følelser, når man hører (og måske genkender og mærker) dét, de andre fortæller om. Man får en meget helende fornemmelse af ikke at være ”forkert”, fordi man bliver forstået og rummet af gruppen på et dybere plan.

Gruppeforløb fire sene eftermiddage i oktober/november 2025 kl. 16:30–19:00

Vi bliver en lille gruppe på 5-6 personer, som mødes 4 eftermiddage. Hver gang starter vi med en kort mindfulness-øvelse, hvorefter jeg introducerer dagens tema. Herefter bliver der rig mulighed for at åbne op for, hvad dagens tema betyder for dig personligt og/eller at dele, hvordan du i øvrigt har det indeni. Jeg vil give den nødvendige terapeutiske støtte – men der bliver naturligvis ikke tid til egentlig terapi. Du skal ikke forberede noget, og du skal ikke præstere noget. Du skal komme, som du er og have tillid til, at du får lyst til at dele nogle af dine udfordringer med gruppen.

Praktisk info:

Datoer 2025: Den 1/10, 15/10, 29/10, 12/11. Du skal være sikker på at kunne komme alle fire gange.

Tidspunkt: Kl. 16:30–19:00. Vi starter præcis, så kom gerne 5 minutter før tid.

Sted: Islands Brygge 27, 4.tv. i København.

Pris: Kr. 2.500 i alt. Betales via Mobilepay, hvorefter tilmelding er bindende.

Tilmelding: Skriv til  mig, hvis du er interesseret i at deltage. Ring, hvis du vil høre mere.

Fortroligt: Alle i gruppen har tavshedspligt mht., hvem der går i gruppen, og hvad der tales om.